Favorit rejsemål: De Arabiske Emirater

Mit drømmerejsemål er De Forenede Arabiske Emirater, da det er så meget anderledes fra vores verden og rummer utrolig mange spændende og interessante oplevelser.

Jeg valgte at tage på krydstogt i De Forenede Arabiske Emirater, da man på denne måde samtidig kommer til at se flere forskellige byer og nemt kommer rundt til de forskellige lande.

Det var samtidig mit første krydstogt, og jeg valgte med vilje at vælge et kort krydstogt, da jeg i starten havde lidt skeptiske tanker omkring krydstogt. Bl.a. kunne jeg affinde mig med at bo på dette skib og være ”spærret” inde på forholdsvis kort plads? Ville tiden blive for lang? Men alle mine tanker blev gjort til skamme.

Krydstogt er en rigtig dejlig rejseform, og jeg havde på forhånd valgt en udflugt hver dag, både for at komme ud at se noget, men også for at tiden netop ikke blev for lang på skibet. Men jeg fortrød, at der ikke var mere tid på skibet, for der er simpelthen så meget at foretage sig og se på skibet. Der bliver selvfølgelig også arrangeret mange aktiviteter for gæsterne ombord, men det valgte jeg ikke at deltage i.

Et andet af mine forbehold mod krydstogt er alle disse ekstra gebyrer, som bliver opkrævet på skibet. Før mit første krydstogt mente jeg, at det var helt uoverskueligt, hvor meget disse beløb ville blive, men på fjernsynet i kahytten er der en kanal, hvor man hele tiden kan følge med i, hvor meget man har brugt på skibet på bl.a. drikkevarer, drikkepenge, dagligt gebyr og udflugter. Dermed har man et godt overblik, og man undgår at blive overrasket, når man får regningen den sidste dag.

heidi-strandhave-27330-40
Heidi Strandhave – Bureauchef