Pemuteran, Vest Bali & pulserende Ubud
14 dages rejse med dansktalende rejseleder

Vest Bali er den skjulte juvel på Gudernes Ø, langt fra de kendte turistdestinationer i syd. Livet i Pemuteran udvikler på beboernes vilje til at bevare og beskytte miljøet. Der er ingen af de aktiviteter, der traditionelt følger med masseturisme.

Til gengæld har Ubud, Balis kunstnerby, intens trafik, forretninger med alt hvad hjertet kan begære, museer, det royale palads, allehånde markeder, Monkey Forest og meget mere.

Rundrejse på Java & Bali

Prisinformation

Pris pr. person i dobbeltværelse:
Kr. 13.495,-

Tillæg for enkeltværelse: Kr. 1.150,-

Afrejse: Valgfri, da turen gennemføres på individuel basis.

Pris er baseret på billigste flybillet med KLM og kan derfor ikke garanteres før booking er foretaget.

 

Prisen inkluderer:

Flyrejse Aalborg - Denpasar (Bali) t/r med KLM/Air France inkl. forplejning
Alle transfers på Bali
11 overnatninger inkl. morgenmad (1 nat i Denpasar, 8 i Pemuteran og 2 i Ubud)
Udflugter i henhold til program
Dansk eller indonesisk dansktalende rejseleder under hele opholdet og på udflugterne

Dagsprogram

  • Dag 1: Afrejse fra Danmark

    Afrejse fra Danmark med KLM via Amsterdam.

  • Dag 2: Ankomst til Bali

    I lander i Denpasar sidst på aftenen, hvor I bliver modtaget af jeres danske / dansktalende rejseleder og indkvarteret på et lækkert hotel i ægte Balinesisk stil.

  • Dag 3: Bedugul-søerne og Pemuteran

    Midt på formiddagen går turen mod Pemuteran. På vejen besøger vi Bedugul-søerne med Ulun Danu Beratan tempelkomplekset bygget i 1634 til ære for Hindu treenigheden Brahma-Vishnu-Shiva.

    Frokosten indtager vi på en restaurant med udsigt til Balis grønne bjerge (inkluderet).

    Vi planlægger at ankomme til Pemuteran sidst på eftermiddagen, hvor Biorock, 200 meter fra stranden, er jeres hjem de næste 8 nætter.

    Der er en lille velkomst i haven, hvor rejselederen også fortæller lidt mere om Pemuteran og næste dags udflugt.

  • Dag 4: Menjangan Island

    I sejler ud til øen Menjangan, der også er kendt som Deer Island (Krondyrenes ø). Ifølge legenden fik den navnet af de lokale, der hvert forår så store flokke af hjorte svømme de cirka 10 kilometer ud til øen, hvor de i dag lever frit over hele Menjangan og bader fra strandene. De har over tid tilpasset sig øens små ressourcer til at finde føde og vand og er i dag en miniudgave af de store krondyr. Øen huser blandt andet Gili Kencana Templet, der er Balis ældste.

    Havet omkring Menjangan anses for Balis bedste sted at snorkle og dykke, for både begyndere og avancerede udøvere af sporten. Det var her, den Indonesiske flåde tidligere uddannede sine frømænd.

    Første stop byder på snorkling og Gili Kencana, Balis ældste tempel. Der er naturligvis mulighed for at vælge en af delene fra. Snorkler man ikke, lærer vi jer det gerne. Det er gratis. Ellers er der en fin strand at bade fra.

    Frokosten indtages på stranden (inkluderet).

    På vej mod den anden side af øen lægger båden ud for Ganesha templet, så I kan få rigtig gode fotos af verdens mest berejste elefant. I går ikke i land her.

    Ved næste stop er vi nødt til at tage sø-guderne i ed. Er bølgerne eller strøm mod os, må der ikke snorkles, så der fortsættes til en anden lokalitet. Snorkler man ikke, kan man bade enten fra båden eller stranden, hvis man vil det.

  • Dag 5: Pemuteran, BIOROCK

    Efter morgenmaden bliver I introduceret til BIOROCK ® koralrevsgenoprettelsesprojektet, der slutter med snorkling på revene. De der har lyst kan lære at pode koraller på revene. De, der ikke snorkler, får en guidet tur på stranden eller kan bade. De der ikke har snorklet før, lærer vi gerne at snorkle. Det koster ikke noget.

  • Dag 6: Vingård og perlefarm

    Vi besøger en vingård, der på grund af klimaet altid har i gang i alle stader af processen med vinfremstilling.

    Området vi besøger er vingårdens forsøgsareal på 11 ha, hvor vi får gennemgået de forskellige vinsorter, de arbejder med. Skuffende nok bruger de kemikalier til at holde planterne fri for insekter. Også på de oprindelige Balinesiske sorter. I får naturligvis lejlighed til at smage på produkterne.

    I 2019 havde de været i gang med de oprindelige Balinesiske druer i 25 år og har i dag hyret australske vinmagere. Et stort areal er samtidig udlagt til forsøg med australske vinstokke. I 2020 blev, der høstet fra dem for første gang og alle er spændte på om druerne giver grundlag for udvikling og egentlig produktion, der kan eksporteres.
    Selve den kommercielle del foregår på et andet areal på 45 ha.

    På perlefarmen får vi vist hele forløbet med tilblivelsen af en perle, fra allerførste stade til perlen bliver et smukt forarbejdet smykke.

    På vej tilbage til Pemuteran stopper I ved en lille restaurant, hvor I kan købe takeaway til frokost. Helt som den de lokale køber og til samme priser. I får selvfølgelig vejledning i, hvad de forskellige retter består af.

    Har I lyst til at slutte dagen med at opleve solnedgangen, er BUKIT KURSI med et lille tempel på toppen et godt sted. Opstigningen sker ad stier på omkring 300 ikke så stejle trin. Templet er ikke i sig selv noget specielt, men udsigten over Pemuteran Stand er formidabel.

    Vi foreslår en tur med transport til pladsen nedenfor bakken og afhentning, samme sted, hvorefter turen kan gå til Warung Pencar ved stranden, hvor middagen indtages.
    Hvis der er gæster, der kun vil spise med på Warung Pencar, henter vores chauffør dem, mens solnedgangsholdet er på Bukit Kursi.

  • Dag 7 og 8: Til egen disposition

    To dage til egen disposition giver mulighed for at udforske Pemuteran på egen hånd og at tage på korte eller længere ture på Bali. Vi hjælper gerne med forslag og at arrangere dem.

    Udover sine betagende omgivelser og stranden af fint sort vulkansand med snorkling på koralrev direkte fra stranden og dyrkning af landbrug i skoven, kan vi tilbyde en udflugt til en helt unik landsby, hvor man ikke begraver sine døde, men lægger dem under træerne. På den anden side af Bali-strædet, på Østjava, byder Ijen Krateret sig til med sin blå ild. Den oplevelse er helt bestemt en 24-timers tur værd.

    Og glem ikke mulighederne for at kunne spille golf på en af Asiens mest ikoniske baner og / eller foretage verdensklassedykning på en 45 meter lodret klippevæg. Det kræver dog PADI-certifikat.

    I kan selvfølgelig kombinere alle mulighederne efter eget hoved. Uanset hvad I vælger, står vores lokale partnere klar med gode råd og har masser af forslag til både endagsudflugter eller flerdagesture på egen hånd. Fortæl dem jeres ønsker. Med deres lokalkendskab har de forslag til, hvad I bør opleve.

    Udflugter, der ikke er inkluderet, afregnes direkte med vore partnere.

  • Dag 9: Tempeltur og madlavningskursus

    Vi besøger 3 templer i lokalområdet:

    Pulaki templet er til ære for den javanesiske præst Nirartha, der ankom til Bali i det tidlige 16århundrede. Templet ligger på et fladt plateau med klippebakker bag sig. De grå klipper rejser sig bag templet som en kulisse. I junglen bag templet lever, der mange makakaber. Legenden siger, at da Danghyang slog sig ned her eskorterede aberne ham ind i junglen. Af respekt for ham slog de sig ned i templet som vagter. Desværre er de i dag så mange, at det har været nødvendigt at beskytte mod deres ødelæggelser templet med trådhegn.

    Pura Pabean templet ligger ved havet næsten overfor Pulaki. Her beder fiskerne om sikkerhed på havet. Templet rummer en usædvanlig blandet udsmykning af både Kinesisk og Balinesisk kunst.
    Det er her ved Pura Pabean forskere i 1991 og 1994 fandt først kinesisk porcelæn, der kunne dateres til Yim dynastiet og senest 4 menneskeskeletter dateret til omkring år 2.500 B.C.  og stadig med intakte armbånd. Fundene har ledt frem til at, der har ligget en toldstation her allerede for 4.500 år siden.

    Melanting templet er de handlendes tempel grundlagt i 1500-tallet. Her beder handels- og forretningsfolk for rigdom og held. På grund af sin rige historiske arkitektur og dets særlige beliggenhed, er det det bedste lokale tempel at besøge. Det ligger på skråningerne af Mount Pulaki omgivet af tropisk skov og lokale vingårde. Med sin rigdom af historisk arkitektur og dets beliggenhed giver besøget de fleste en helt speciel oplevelse, og i modsætning til den uro de ofte møder i andre templer, er der fred og naturlig stilhed til at nyde templets skønhed.

    Om eftermiddagen samles vi til en cooking-class, hvor de, der har lyst, lære at tilberede mange af de lækre Balinesiske retter og om de ingredienser og krydderier, der indgår. Undervisningen sker med en Balinesisk kok. Efter tilberedningen er retterne dagens middag.

  • Dag 10: Vilde delfiner, Buddha tempel og varme kilder

    I dag skal I tidligt op og opleve vilde delfiner i solopgangen. Grundet naturens orden kan der være få, eller i dusinvis. Det er sjældent, der ingen er. Skulle det ske, kompenserer solopgangen delvis for det.

    Brahmavihara – Arama templet
    Til forskel fra de fleste templer her er dette templet tilegnet Buddha og har en helt særlig historie og slet ikke den alder, man umiddelbart forventer. Det stod først færdigt i 1973, som erstatning for et andet tempel i nærheden. Den nye placering gav mulighed for at bygge en mindre kopi af Borobudur, verdens største Buddha tempel i Yogyakarta på Java.

    Templet er usædvanligt rigt udsmykket med gaver fra blandt andet Sir Lanka og Thailand.

    Vi slutter udflugten ved de århundrede gamle varme kilder i Banjar, hvor det varme vand siges at have rekreativ og terapeutisk effekt på grund af sit svovlindhold.

    Det fortælles, at området blev opgraderet under den japanske besættelse af Indonesien i Anden Verdenskrig, da vandet kurerede adskillige hudproblemer og reumatiske lidelser.
    Medbring badetøj, hvis I vil dyppe jer i poolen.

    For de sultne er der to restauranter med et rimeligt udbud.

    Om eftermiddagen, er det så tid til at tage afsked med Pemuteran.
    Måske en sidste snorkling. En sidste tur langs stranden. Eller …?

  • Dag 11: Risterasserne i Jatiluwih/Tabanan på vej til Ubud

    Efter morgenmaden sætter I i gang mod Ubud. Undervejs besøger I først en Luwak kaffeplantage, metoden hvor kaffebønnerne passerer gennem en luwak, af desmerdyr-familien og risterrasserne i Jatiluwih.

    Dyrkning af ris på terrasser hedder Subak på Balinesisk. Det blev udviklet i det 9-århundrede og har tætte relationer til Balinesernes religiøse liv. Alle beslutninger fra hvilke sorter der skal dyrkes, rette tid til at sætte planter ud, fordeling af vand bliver diskuteret og truffet i fællesskab, så alle sikres ligelig fordeling.
    Subak blev i 2012 anerkendt som UNESCO verdensarv.
    Udover det store område med risterrasserne, er Risens Gudinde Dewi Sri naturligvis også repræsenteret, gengivet i bambus.

    Der er mulighed for vandre- / trekkingture på stier efter behov.

    Efter frokost sættes kursen mod Ubud, hvor vi planlægger I ankommer ved firetiden om eftermiddagen.

    For at få lidt afstand til det intense liv i centrum bor I i bungalows i rolige omgivelser lidt oppe på en bakke. Her er der ofte er en behagelig vind. Der er både en lille swimmingpool og lokal restaurant.

    Der er kun 8 – 10 minutters gang til hovedstrøget med dets cafeer, butikker, markedet og det royale palads.

  • Dag 12: Ubud på egen hånd

    Balis kunstnerby har masser af turister, intens trafik, forretninger med alt hvad hjertet kan begære, museer, det royale palads, Monkey Forest, markeder og meget mere. Der er ingen frembusende gadesælgere, heller ikke på markedet. Taxichauffører tilbyder deres service ved at holde et skilt op, men gør sig ikke de store anstrengelser for at hverve kunder. Også her har Balineserne tid nok.

    Hvis jeres rejse skal sluttes af med river rafting, elefantsafari eller down-hill-biking fra Batur vulkanen, arrangerer vi det gerne.

    Det er bare at sige til, så opfylder vi og vores partnere jeres ønsker.

    Eller at benytte et af de forskellige, nærliggende spa, eller måske at lade sig friste af de mange spa-tilbud i byen, hvor der også udbydes healing, yoga og næsten alt indenfor alternativ behandling, baseret på den Balinesiske livsform.

    Inden vi ankommer til Ubud, får I en oversigt over, hvad der kan være værd at se.

  • Dag 13: Afrejse fra Bali

    Ved tre-tiden om eftermiddagen er det tid til at sige farvel til Ubud og køre til Denpasar Lufthavn.

    Inden I går gennem sikkerhedskontrollen, siger jeres rejseleder farvel og tak for denne gang, på forhåbentligt gensyn, hvis ikke på Bali, så måske et andet sted i Indonesien.

  • Dag 14: Hjemkomst til Danmark

    KLM-flyet fra Amsterdam lander i Aalborg sidst på eftermiddagen.

Rundrejse på Java & Bali
Rundrejse på Java & Bali

Vores indonesiske samarbejdspartner

Denne rejse er udviklet af vores indonesiske samarbejdspartner, Kembang Travel. Kembang Travel udvikler ansvarlig, bæredygtig turisme i samarbejde med lokalbefolkningen. Siden 1963 har de opbygget knap 60 års personlig erfaring med Indonesien.

Tag med på en temarejse og oplev spændende rejsemål med danske rejseledere. Rejsernes tema varierer og kan f.eks. være musik, underholdning, kultur, natur, gastronomi, m.m. De danske rejseledere har indgående kendskab og interesse for rejsemålet og sørger for, at rejseprogrammet bliver spændende og veltilrettelagt, så du kommer hjem med nye oplevelser og ny viden i rygsækken.